Afdeling Tølløse, SFO

Tølløse SFO har 2 afdelinger. SFO1 med ca.170 børn fra 0.-3. klasse og SFO2 med 65 børn fra 4.-7. klasse. Afdeling Tølløse har attraktive fysiske rammer indenfor og særdeles gode udearealer med bl.a. multihus (bålhytte), 2 multibaner, kunststofgræsbane, hal og gymnastiksal.

Aktiviteterne i SFO er planlagt med fokus på at skabe et udfordrende og sjovt fritidsliv med både et kreativt, socialt og aktivt indhold. På SFOen forsøger vi at medtænke såvel legepladsen, idrætspladsen, medie-værkstedet, kreative rum og lokalområdet som læringsrum.

Vi arbejder ud fra principperne inklusion og anerkendelse i hverdagen, og forsøger, at vejlede børnene i de forskellige situationer de befinder sig i. Vi inkluderer alle børn, hvilket konkret betyder, at det er de voksnes opgave at organisere aktiviteter mv., så ALLE, uanset hvilke forudsætninger man har, kan deltage.

I SFO har vi særlig fokus på idræt, leg og bevægelse bl.a. gennem bevægelsesaktiviteter hver dag – både morgen og eftermiddag. I 2013 blev SFO’en DGI-certificeret, og vi er efterfølgende blevet re-certificeret hvert år - læs mere i vores "kost og bevægelsesfolder". 

SFO1 er beliggende i indskolingen med store selvstændige lokaler, samt gode indretningsmuligheder i samarbejde med indskolingen. Vi tilstræber at skabe en hverdag, som hele tiden udfordrer og styrker børnenes udvikling. For at understøtte børnenes læring tager vi udgangspunkt i børnenes relationer og interesser, da vi herigennem finder deres motivation til at tilegne sig ny viden.

Der  arbejders  med læringsmål for de voksenstyrede aktiviteter i dagligdagen, og målene understøtter den faglige og sociale læring, som er relevant på de forskellige klassetrin som SFO’erne rummer. Målene tager afsæt i sprog, bevægelse/sundhed, IT, natur, relationer og innovation. I perioder kan der også være emneuger eller aktiviteter såsom kampagner som sundhed,  højtider, motionsdage i samarbejde med skoledelen. Der arbejdes med temaer og mål for ca. 2 md. af gangen.

Vi har en synlig ramme omkring de pædagogiske aktiviteter via tydelige ugeplaner. De ugentlige aktiviteter vises på en elektronisk tavle med billeder med sted og navn på de ansatte der står for aktiviteten.

Der er løbende over året forskellige aktiviteter i samarbejde med børnehaverne i Tølløse f.eks. besøgsdage i SFO eller optræden af SFO-børn i børnehaven - læs mere i vores "Velkomstfolder skole og SFO".

SFO2 er beliggende i gl. villa, som er placeret på skolens matrikel. Lokalerne indrettes/benyttes i samarbejde med ungdomsklubben i Tølløse. I SFO2 er der udover den almindelige åbningstid 2 ugentlige aften-åbent til 20.00.

Vi har fokus på at understøtte et ungdomsliv med spændende oplevelser og positive relationer. Vi har planlagte eftermiddagsaktiviteter hver dag, og har til aftenåbent altid et tema f.eks. tur til bowling, computeraften eller rulleskøjteløb. Børnene har mulighed for at spise aftensmad i SFO2 til aftenåbent - læs mere i "folder om periodens aktiviteter".



Feedback

Sidst opdateret

01.05.2017

Ansvarlig redaktør

Marianne Klarskov