Afdeling Tølløse

Pædagogisk leder Charlotte Skovgaard kan træffes på telefon 7236 6009/ mail: chams@holb.dk og pædagogisk leder Yvonne Petersen kan træffes på telefon 7236 6093/ mail: yvped@holb.dk

Hvem er vi

Afdeling Tølløse er et trygt lære- og værested. I hele dit barns skolegang vil dygtige lærere, pædagoger, ledelsen og skolebestyrelsen være optaget af, at dit barn lærer og udvikler sig, og at hver dag er en god skoledag.

Vores afdeling i Tølløse er to-sporet fra 0.-6. klasse og har derudover én af Kildedamsskolens to udskolingsafdelinger, der rummer 7.-9. klasse og er to- og tresporet.

På afdelingen er der i alt 522 elever.

Herudover har vi en satellitklasserække (Z-klasser) for børn indenfor ADHD- og autismespekteret.

Indskolingen

Indskolingen er fra 0. til 3. klasse. I Holbæk Kommune er der helhedsskole i indskolingen, hvilket betyder, at skoledagen er på 28 lektioner, og at både lærere og pædagoger deltager i undervisningen. Pædagoger er med i 50 % af undervisningen og i en lang række fag og aktiviteter, så læringen i SFO og skole udgør en helhed, og så børnene oplever en rød tråd i hverdagen.

Der er i helhedsskolen lagt vægt på en øget faglig fokusering på læsning og matematik samt mere bevægelse. Desuden vægter vi en sammenhængende dag, hvor undervisning og SFO komplementerer hinanden for at øge læringen i en struktur, hvor alle elever skal kunne lykkes i fællesskabet.

Mellemtrin

Mellemtrinnet er fra 4. til 6. klasse og har særlig fokus på det kreative i såvel hjemkundskab samt faget håndværk og design. Som skole kan vi gennem dette tiltag give eleverne mulighed for at få nye succes-oplevelser med fokus på perioden mellem barn og ung. Det gør vi ved, at eleverne bruger deres kreative evner og oplever, at der er noget, de er rigtigt gode til, f.eks. har de mulighed for at være med til at forskønne skolen.

Udskolingen

Efter 6. klasse begynder udskolingsuddannelsen (7.-9. klasse) i et attraktivt ungdomsmiljø. Udskolingsafdelingen i Tølløse stiller op med et stærkt team af fagligt velfunderede lærere, som i samarbejde med de unge mennesker planlægger spændende undervisningsforløb. Vi tilbyder valgfri undervisning, som f.eks. filmproduktion, design og forskellige sportsaktiviteter samt strategispil.

Z-klasserne

Z-klasserne er for normalt begavede børn primært med neuropsykologiske dysfunktioner. De har brug for individuelt tilrettelagt undervisning i et mindre undervisningsmiljø med tæt voksenkontakt, involvering og støtte. Klasserne er placeret som parallelklasser til de eksisterende klasser på samme alderstrin, således at der så vidt muligt arbejdes med samme årsplan for faglige og sociale aktiviteter.

Fra børnehave til skole/SFO

Før opstart på skole/SFO:

Personalet fra børnehaverne i Tølløse og skole/SFO laver i samarbejde et indkøringsforløb i foråret, hvor børnene kommer på besøg på skolen, laver forskellige aktiviteter og ser skolen ude og inde. Børn, der ikke har gået i børnehave i Tølløse, men skal starte i skole hos os, bliver også inviteret til at deltage.

Inden opstart indbydes nye børn og forældre til indskrivningsmøde, hvor det er muligt at se skolen og hilse på pædagoger, børnehaveklasseleder, SFO-leder og daglige leder.

Fra 1. august i SFO:

Om formiddagen mellem klokken 9.00 og 13.00 tilbydes et struktureret forløb, som er med til at sikre, at børnene får en tryg og rolig start i SFO'en. Børnene laver både aktiviteter på 0. årgang og klasseopdelt. Dagens aktiviteter kan f.eks. være tur, smør-selv-dag, værksted eller idræt mv.

Inden opstart bliver der udleveret en plan over perioden med tydeligt dagsprogram, således at børn og forældre kan følge med i, hvad man bliver præsenteret for igennem forløbet.

Der er tre til fire primærvoksne tilknyttet kommende skolebørn mellem klokken 8.00 og 16.00. Før klokken 9.00 og efter klokken 13.00 vil børnene indgå i den samlede børnegruppe i SFO'en.

Sund skole

Afdeling Tølløse er en del af SundSkoleNettet, et initiativ som har til formål at fremme udviklingen af sundhedsfremmende tiltag i folkeskolen og opsamle data om danske skolebørns sundhed. Projektet giver mulighed for, at eleverne på skolen sammen med deres forældre kan følge med i elevens fysiologiske sundhedstilstand, og samtidig har skolen mulighed for at følge sundhedstilstanden på skolen som helhed.

I SFO'en er der udarbejdet bevægelses- og kostfolder, hvor fokus er på, at der laves bevægelse med børnene hver dag, og at der serveres sund og nærende kost. SFO'en er certificeret som idrætsinstitution i samarbejde med DGI.

Det sociale samvær

Alle på Kildedamsskolen skal kunne opleve, at det daglige samvær er rart og trygt, at der er pænt og rent, og at alle trives. Grundholdningen er, at du skal være mod andre, som du gerne vil have, at de er mod dig.

Det betyder:

  • En god omgangstone
  • Vi behandler hinanden ordentligt
  • Vi respekterer hinandens forskelligheder – og accepterer dem
  • Vi behandler hinandens ting ordentligt
  • Vi holder skolen ren og ryddelig både ude og inde
  • Vi overholder skolens principper
  • Vi viser ansvar – det er vores skole!

Frikvarterer og legepatrulje

Formålet med legepatruljen er at skabe fysisk aktivitet for vores elever fra 0.-3. klasse i frikvartererne gennem leg og bevægelse. Vi har uddannet 4-6 elever fra 7. klasse, så de nu fungerer som legeinstruktører på skolen. De mindre elever vil møde de store børn og se dem som forbilleder samt lade sig inspirere af de store. Legepatruljen er med til at skabe sociale relationer på tværs af alder, køn og sociale skel.

Samarbejde mellem skole og hjem

Hvad forventer vi af samarbejdet med jer forældre?

Samarbejdet med dig som forælder er helt centralt. I dagligdagen betyder det, at du støtter med praktiske ting og at dit barn hver dag møder i skole:

  • udhvilet
  • til tiden og mindst fem minutter før ringetid
  • velforberedt med bøger, penalhus, idrætstøj og lektier lavet
  • veloplagt - har spist morgenmad før skolestart og har madpakke med.

 

Det er vigtigt, at du viser interesse og får indblik i, hvordan dit barn har det i skolen og SFO'en – i de enkelte fag, frikvartererne og sammen med kammeraterne i SFO. Det gør du ved at:

  • lære de andre børn og deres forældre i klassen at kende
  • snakke med dit barn om hvad der er sket i skolen og SFO'en hver dag
  • kigge i bøgerne og skoletasken sammen med dit barn
  • støtte dit barn i at lave lektier
  • tale med læreren/pædagogen hvis der er noget, der undrer eller bekymrer
  • læse beskeder fra læreren, pædagogen og ledelsen på ForældreIntra
  • melde tilbage på diverse invitationer til arrangementer.

Desuden forventer vi, at du deltager i skole-/hjemsamtaler, møder på skolen samt arrangementer i SFO.

Klasseråd og afdelingsforældreråd

Folkeskoleloven lægger stærkt op til en tæt skole-/hjemsamarbejde med det formål at få det enkelte barn og klassen som helhed til at udvikle sig bedst muligt. Klasserådet og afdelingsforældrerådet er en vigtig faktor i dette samarbejde. Det er vigtigt, at forældrene kommer i dialog med skolen og deltager i fælles arrangementer med henblik på at få skabt den gensidige tillid. Én gang årligt vælges der repræsentanter til rådene.

Kommunikation

Kontakt til skole/SFO:
Vi ønsker en entydig og målrettet kommunikation mellem alle skolens interessenter. Vi ønsker ligeledes at styrke det forpligtende samarbejde samt at skildre fundamentet for det gode og gensidigt respektfulde samarbejde i en god tone mellem forældre, medarbejdere og ledelse om udviklingen af eleverne og af skolen.

Hele Kildedamsskolen benytter Skoleporten som grundlag for al skriftlig kommunikation med forældre. Skoleporten omfatter skolens webside www.kildedamsskolen.dk samt Forældre– og Elevintra.

Forældre anbefales jævnligt at besøge skolens webside, og vi forventer, at forældrene besøger Forældreintra dagligt.



Feedback

Sidst opdateret

20.06.2017

Ansvarlig redaktør

Marianne Klarskov